
Velkommen
Her finder du praktiske informationer og andre nyttige oplysninger, når du og dit barn er nye i Daginstitution Elverhuset
Information til nye familier
Velkommen og opstart
Værd at vide
Dagens gang i børnehaven:
- Morgenmad klokken 6.30-7.15 - vi spiser i vuggestuen, efterfølgende går vi op i børnehaven.
- Godmorgen på stuerne
- Klokken 9.00 er der medbragt formiddagsmad for dem, der har lyst
- Klokken 9.30 er der aktiviteter inde og ude, i mindre grupper ud fra vores årshjul
- Klokken cirka 10.50 har vi en samling på stuen, hvor vi hører, hvad der rører sig hos børnene, synger, rim og remser, laver nogle fælleslege, snakker om vejr, hvilken dag, dato, årstid og så videre.
- Omkring klokken 11.00 spiser vi frokost. Børnene er opdelt efter alder og udviklingstrin. Her tager børnene selv service, øser mad op og hjælper hinanden med at sende maden rundt.
- Klokken 12.00 er der hvilvestund, hvor alle børn ligger ned og slapper af til noget stille musik eller historie i cirka en halv time.
Aktiviteter fra klokken 13:00-14:00:
- Klokken 14:00 spises medbragt eftermiddagsmad i små hold, for at mindske afbrydelser i børnenes leg
- Aktiviteter og leg, inde og ude såsom boldspil på boldspilpladsen - vi finder krible krable dyr på legepladsen - vi læser bog - leger i udekøkkenet - i sandkassen - med vandkar - med plaske-lege.
- Børne initiereret lege.
Dagens gang i vuggestuen:
- Klokken 6.30 Åbner Elverhuset.
- Klokken 7.00 er der morgenmad i fællesrummet for alle børn.
- Klokken 8.00 åbnes begge vuggestuer, og børnene fordeler sig på deres teams.
- Klokken 8.45 fordeler børn og voksne sig i store og lille gruppe og spiser formiddagsmad, som for eksempel kan være frugt og brød.
- Klokken 9.00-10.30 er vi i gang med de planlagte aktiviteter i forhold til årsplanen - eksempelvis:
Yoga\massage - oplevelser med og i naturen - kreative projekter - konstruktionslege - forhindringsbane - gymnastik\dans. - Klokken 10.45 spiser vi frokost - efterfølgende arbejder vi med selvhjulpenhed på badeværelset.
- Klokken 11.30-12.00 skaber vi en hyggelig sovestund, hvor alle bliver puttet.
- Klokken 12.00-14.00 er der sovestund i dette tidsrum
- Klokken 14:00 spiser vi løbende eftermiddagsmad.
Eftermiddagen bruges blandt andet på: Leg på stuerne - læsning i sofaen - motoriske aktiviteter i fællesrummet - sanse-lege i fokusrummet - eller oplevelser udenfor - med natur - sandkasse - boldspil.
Ferie
Af hensyn til planlægningen i huset er det vigtigt, at I orienterer os om, hvornår I holder ferie. Når vinter-, efterårs- og sommerferien nærmer sig, vil vi hænge feriesedler op med en svarfrist, som I bedes overholde af hensyn til planlægning af aktiviteter samt planlægning af personalets ferie. Vi henstiller endvidere til, at I holder minimum 14 dages sommerferie sammen med jeres barn.
Solcreme
Om sommeren skal alle børn være smurt med solcreme hjemmefra. Skulle det smutte en enkelt gang, forventer vi, at I smører jeres barn, inden I går - i dette tilfælde er I naturligvis velkomne til at benytte institutionens solcreme. Vi smører børnene igen efter frokost - i forhold til kræftens bekæmpelses anbefalinger for UV-indeks.
Fravær og sygdom
Hvis jeres barn holder fri eller er syg, vil vi gerne have besked om dette om morgenen. Før jeres barn igen må komme i institutionen, skal det være rask og kunne deltage i de aktiviteter, som foregår i huset - såvel inde som ude. Syge børn kan, ud over lettere at blive syge igen, smitte de øvrige børn og voksne. Vi anbefaler, i lighed med sundhedsstyrelsen, at barnet har en feberfri dag, inden det kommer i institution. Bliver jeres barn syg og dets almentilstand er påvirket, vil vi ringe det hjem uanset feber eller ej. I dette tilfælde forventer vi, at jeres barn afhentes indenfor en time.
Elverhusets sygdomspolitik
Hensigten med denne sygdomspolitik er at give jer forældre et overblik over vores anbefalinger vedrørende syge børn. Disse anbefalinger er udarbejdet på baggrund af Sundhedsstyrelsens vejledninger.
Når vi ringer et barn hjem
Vi kontakter jer med et omsorgsopkald, hvis vi oplever, at jeres barn eksempelvis er meget ked af det, utilpas, har smerter, har feber, og derved ikke kan deltage i institutionens aktiviteter og rutiner.
Hvornår er barnet frisk nok til at komme i institution?
- Når barnet kan følge dagens aktiviteter inde og ude.
- Når barnet kan spise den kost, der serveres i institutionen.
- Når barnet kan følge sin normale søvnrytme.
- Når barnet har haft stabil og normal afføring efter diarré.
- Når barnet er friskt og tilpas efter sygdom.
Det er vigtigt, at vi altid kan komme i kontrakt med jer eller en tredje person. Så husk at ajourføre jeres oplysninger på I-portalen, når der er ændringer, samt minimum at have en kontaktperson ud over jer (for eksempel bedsteforældre eller andet familie), som vi kan kontakte, hvis I af en eller anden grund, ikke kan kontaktes lige på det pågældende tidspunkt.
Når jeres barn er sygt, ringer vi til jer. Når vi ringer, fortæller vi, hvordan barnet har det, og beder jer om at hente barnet.
Nogle forældre oplever at, når de kommer hjem med barnet, så virker barnet mere frisk igen. Årsagerne til dette kan være, at barnet i hjemmet befinder sig i trygge rammer, hvor der er mere ro, omsorg og ikke mange andre børn.
I nogle tilfælde har barnet ikke feber, men har det så skidt, at det ikke kan indgå i dagligdagen i institutionen, og derfor ringer vi barnet hjem.
Retningslinjer vedrørende enkelte sygdomme
Her følger en beskrivelse af de mest almindelige sygdomme, som florerer i alle daginstitutioner. Disse retningslinjer er lavet for at begrænse spredningen af sygdomme i institutionen, og følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer og anbefalinger.
Tynd mave/diarré
Børn med flere unormale tynde/vandige afføringer må ikke være i institutionen. Barnet vil blive ringet hjem og må først komme i institution, når der igen har været normal afføring. Hvis vi har diarré i omløb i institutionen, ringer vi dog til jer efter én enkelt dårlig afføring. Ved roskildesyge (omfatter både opkast og diarré) skal der gå 48 timer efter, der har været normal afføring, før barnet må komme i institution. (jf. Sundhedsstyrelsens anbefalinger).
Opkast
Hvis jeres barn er syg med opkast, og vi samtidig har flere tilfælde i institutionen, anbefaler vi, at I holder jeres barn hjemme en dag uden opkastninger.
Børnesår
Barnet må ikke være i institutionen, før sårene er helet og sårskorperne er faldet af.
Mellemørebetændelse
Barnet må kun være i institutionen, hvis lægen skønner, at der ikke er smitterisiko. Vi modtager ikke barnet, hvis betændelsen flyder ud af øret, og hvis barnets almentilstand på grund af dette er påvirket.
Hals- og lungebetændelse
Barnet må være i institutionen, hvis det er upåvirket og lægen skønner, at der ikke er smittefare. Hvis infektionen er streptokokker, modtages barnet først efter tre dages behandling, hvor der ikke længere er smittefare.
Forkølelse
Hvis barnets almentilstand er påvirket af forkølelsen, og det ikke kan indgå i dagligdagen i institutionen, modtager vi ikke barnet.
Skoldkopper
Barnet må komme i institutionen, når der ikke er kommet nye blærer i to dage, og alle blærerne er tørret ind.
Feber
Barnet må ikke være i institutionen med feber. Et barn har feber, hvis temperaturen er 38,0 grader eller højere. Vi kontakter jer fordi, feber kan udvikle sig hurtigt, og er tegn på sygdom hos barnet. Vi anbefaler, at barnet først kommer i institutionen, når det har været feberfrit i 24 timer.
Smertestillende/febernedsættende medicin
Hvis barnet har behov for smertestillende eller febernedsættende medicin, er barnet ikke frisk nok til at komme i institutionen.
Ved skader
Kommer dit barn til skade i institutionen, kontakter vi jer naturligvis, hvis vi skønner at barnet bør tilses af en læge eller skal på skadestuen. Hvis barnet slår sit hoved, og vi umiddelbart ikke skønner, at det er nødvendigt med lægebesøg, vil vi alligevel kontakte jer, så du kan være opmærksom på, om barnet ændrer adfærd senere på dagen.
Astma/kronisk sygdom
Vi giver kun medicin efter lægens anvisninger, samt medicin fra original emballage, med påført navn og CPR-nr. Som forældre orienterer man personalet dagligt i forhold til tidspunkter for medicinering og lignende.
Sikkerhed
Af sikkerhedsmæssige årsager, både indendørs og udendørs, må børnene ikke have snore i tøjet, eller have halstørklæder, fingerringe, armbånd eller halskæder på i institutionen. Vores låger og døre, både inde og ude, må kun åbnes af voksne og ikke af børnene - heller ikke selv om de er ifølge med forældre.Elverhusets søvnpolitik
Følgende omkring børn og søvn er skrevet på baggrund af forskning af hjerneforsker Ann Elisabeth Knudsen og børnelæge Vibeke Manniche:
Alle børn mellem 1-3 år har brug for en middagslur. Dette gælder i vuggestuen, men der kan også være børn i børnehaven, som har brug for en lur i løbet af dagen. Børn har brug for søvnen midt på dagen fysiologisk og mentalt, men også fordi de har brug for hvile og en pause fra leg, afledninger, forstyrrelser, stimulation og støj. Middagsluren giver kroppen mulighed for genopbygning, og mangel på søvn kan påvirke immunforsvaret, hukommelsen og indlæringen.
Er man bekymret for, om ens barn ikke kan falde i søvn derhjemme om aftenen, viser undersøgelser, at det typisk handler om, at barnet er overtræt, når det lægges og ikke, at det har sovet for meget i løbet af dagen.
På baggrund af dette har vi i Elverhuset besluttet:
Vuggestuen:
- At alle børn bliver puttet mellem kl. 11.30 og 12.00, og bliver ikke vækket af de voksne.
- De yngste børn følger deres egen rytme, som ofte indebærer mere end én lur, der ofte ligger på andre tidspunkter end middag.
- De børn, der ikke falder i søvn, ligger og hviler sig og restituere, så de er klar til resten af dagen.
Børnehaven:
- Vi har hvilestund hver dag efter frokost fra cirka klokken 12.00-13.00.
Vi har forståelse for, at problemer omkring jeres barns søvn kan fylde meget, og vi er altid klar til dialog omkring dette. Det er vigtigt, at I kommer til os, hvis der er noget, som I er i tvivl om.
Kildeanvisninger herunder:
Vibeke Manniche "Børns søvn - din lille sovetryne"
"Væk ham efter en time!" Artikel af Vibeke Manniche, Børn og Unge-Læge PH.D.
Mad med mere
Kost med mere
Frokostordning, som der bliver stemt om hvert andet år i børnehaven, er meget mere end bare mad. Det er et pædagogisk måltid, som indebærer mange faglige overvejelser. Det indebærer blandt andet det sociale fællesskab, det kulturelle, at udvikle mad-mod, selvhjulpenhed og sprogligudvikling.
Vores oplevelse er, at børn inspirerer hinanden til mad-mod, når de ser, deres kammerater spiser andre råvare og madretter.
Økologi
Elverhuset har sølv mærket i forhold til Det Økologisk Spisemærke. Det vil sige, at 60-90% af de indkøbte fødevarer til måltiderne i institutionen er økologiske. Elverhuset er tæt på de 90%, og målet er at opnå guld spisemærket. Det forventes, at det kan opnås ved for eksempel at skære lidt ned for de animalske proteiner og øge brugen af vegetariske proteiner - det vil sige eksempelvis flere bælgfrugter i retterne.
Madoverbevisninger
Elverhuset tager som sådan ikke hensyn til overbevisninger indenfor mad. Der bliver taget hensyn til børn, som har lægeerklæring på fødevareallergier. Kostoverbevisninger bliver der ikke taget hensyn til.
Der bliver serveret en varieret kost, som indeholder de mikro- og makronæringsstoffer børn i alderen 0-6 år har brug for i forhold til deres daglige energiindtag.
Frokosten lever op til de anbefalinger, der er til institutionskost.
I Elverhuset bliver der i vuggestuen serveret formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad.
Formiddagsmaden består som oftest af hjemmebagt brød med smør og frugt.
Eftermiddagsmaden kan være det samme, men der vil være andet tilbehør end smør til brødet.
Derudover kan eftermiddagsmaden også være rester fra frokosten, frugtpizza, pizzasnegle, yoghurt med topping eller lignende.
I børnehaven har børnene selv formiddagsmad og eftermiddagsmad med, men får frokosten serveret fra institutionens køkken.
I forhold til de retter, der tilberedes i produktionskøkkenet, forsøger vi at introducere børnene til så mange forskellige retter som muligt, og gerne fra andre lande og kulturer. Vi oplever, at jo mere krydret maden er, jo mere foretrækker børnene at spise det. Mad skal smage af noget.
Børn i køkkenet
Børnene i Elverhuset har generelt en nysgerrighed overfor, hvad de skal spise. Børnene er ind i mellem med i køkkenet, i det omfang, hvor det er hygiejnisk forsvarligt og ressourcemæssigt kan lade sig gøre. Det kan blandt andet være, at de er med til at skrælle kartofler eller gulerødder til suppen.
Derudover får børnene også nogle gange lov til at forme deres egen bolle. Her bliver fantasien og kreativiteten brugt samtidig med, de får brugt deres sanser.
Der bliver også nogle gange om året lavet bål-mad, hvor børnene også er aktive i forhold til klargøring og tilberedning. Det er som oftest børnehaven og køkkenet, der har et tværfagligt samarbejde i forbindelse med mad over bål.
